Pizza med røgede muslinger


1 stk. passer til 1 bageplade 

Du skal bruge:

Pizzadej

  • 3 dl lunkent vand
  • lidt honning
  • 2 spsk. olivenolie
  • 10 g gær
  • 500 g hvedemel
  • 1 tsk. salt

Fyld

  • Tomatsovs: Se opskrift på Pasta med frisk tomatsauce og ristede muslinger og brug ca. 2 dl
  • 2 kartofler
  • 100 g revet, fast ost
  • 1 glas røgede muslinger i olie af 200 g (svarer til 125 g i drænet vægt)
  • 50 g rucola

Sådan gør du:

Pizzadej: Bland lunkent vand, honning og olivenolie i en skål, og opløs gæren i blandingen. Tilsæt langsomt mel og salt samtidig, mens du rører. Ælt til dejen er glat og smidig. Lad dejen hæve et lunt sted i 1-2 timer eller til dobbelt størrelse.

Tænd ovnen på 190°  – lad bagepladen være i ovnen, mens den varmer op.

Skær kartoflerne i helt tynde skiver. Drys mel på bordet, og rul nu pizzadejen ud, så den passer til bradepanden. Løft den udrullede pizzadej over på et stykke bagepapir. Smør tomatsovsen ud på dejen, og fordel kartoffelskiver på pizzaen. Drys med osten. Kom pizzaen over på den varme bageplade, og bag ved 190° i 20-30 minutter.

 

Vask rucolasalaten og dræn de røgede muslinger – men gem lidt af olien. Drys muslinger og rucola over den bagte pizza – og den er klar til at spise. Dryp evt. lidt af den røgede muslingeolie over, og drys med lidt havsalt og friskkværnet peber.